Kredsbestyrelsens skriftlige beretning.
Kredsbestyrelsesmøde den 12. marts 2011, Grenå.
Forbundet:
Organisatorisk:
Beretningen fra forbundet er i år meget kort. Det er ikke fordi der ikke sker noget eller det ikke skal diskuteres, tvært imod, men gennem vort blad ”RADIO & TV NYT” er alle vore medlemmer godt orienteret om vore holdninger og hvad der sker.
Som I alle ved, blev Lea Rosfort genvalgt til formand. Vi fik også valgt 2 bestyrelsessuppleanter, Jes Hansen, kreds 6 og Hans M. S. Hansen fra kreds 20.
Til efteråret er Peter C. Madsen, Kolding og jeg på valg.
Peter har givet udtryk for at han trækker sig og jeg overvejer stadig.
Jeg har måske sagt ja til for meget, kasserer i Århus-klubben, som jeg har orienteret om, at denne gang er sidste gang jeg opstiller, kredsformand her og næstformand i Forbundet, men jeg synes jo det er spændende og vigtigt med en folkelig opbakning til medierne.
På vort sidste repræsentantskabsmøde fortalte jeg, at der var mål vi ikke havde nået og som der ikke var en snarlig håb om at nå.
Det var:
- standse medlemstilbagegangen,
- få vort medlemsblad ud til alle medlemmer,
- være mere synlig i mediedebatten. (her er vi nu godt på vej).
På årsmødet fik vi vedtaget fokusområder for 2010-2011.
Det handler naturligvis meget om medier og mediepolitik, men også om samarbejde mellem klubber og kredse. Du kan læse mere om fokusområderne i vort blad og på forbundets hjemmeside www.arf.dk
Omkring medlemstilbagegangen vil forbundet gøre 2011 til et agitationsår, bl.a. med en ny brochure og støtte / inspirationsmøder rund i landet.
På det sidste med et forslag om, at man laver en agitationsuge hvert år, så man kan se, at vi lever og er i gang.
Lasse Roesen arbejder med agitation gennem en udbygget hjemmeside bl.a. med konkurrencer og gode tilbud. Hovedbestyrelsen har godkendt oplægget og Lasse Roesen er gået i gang med at udarbejde en handlingsplan, som skal godkendes på det kommende HB-møde.
Lasse Roesen vil uddybe planerne på repræsentantskabsmødet.
Jeg skal senere vende tilbage til kredsens ideer og tiltag.
Årsmøde i Korsør 2011:
Vi har naturligvis efterfølgende drøftet årsmødet 2010 i Korsør. Der er stor tilfredshed med arrangementet, muligheden for at komme til stedet og måden mødet blev afviklet på.
Der er også i forbundets bestyrelse enighed om, at det ville være et godt sted i 2012.
Mediepolitik:
Hvert fjerde år er det kulturministerens opgave, at finde ud af, hvordan de fire milliarder kroner, der hvert år kommer ind i licens skal fordeles. Pengene er bundet op i fireårige medieforlig, hvor DR indtager den absolut største post.
Der er nu kommet den nye public service aftale for DR og TV2 regionerne.
Det blev en dyr aftale for DR, som mistede 1 kanal og 100 mill. kr. de næste 8 år til den radio der populært kaldes ”Møllers Radio”.
Om den bliver til noget er stadig usikkert, idet flere af de store landsdækkende dagblade og TV2 har takket nej til tilbuddet, som det ser ud i dag .
”Radio Møller” kan også kun blive en realitet, hvis EU-kommissionen godkender kravene til kanalens indhold og finansiering. Denne godkendelse er ikke kommet endnu.
Selv om kommissionen vælger at godkende ”Radio Møller”, kan der sagtens ske det, at kommercielle medievirksomheder som MTG og SBS indbringer sagen for EU-Domstolen.
Herefter risikerer man at skulle vente flere år før en afgørelse.
Vi skal til gengæld vente mindre end et år til et folketingsvalg. Hvis Socialdemokratiet vinder, har Mogens Jensen udtalt, at man vil ændre medieforliget og lade DR beholde kanalen.
TV2 regionerne er til gengæld tilfredse med deres public service aftale. De får fra 2012 deres egen kanal og mulighed for at sende i 24 timer pr. døgn.
Om der er / bliver penge til det er et andet spørgsmål, men ved samsending mellem regionerne, ”sløjfer” og genudsendelser kan megen tid dækkes.
DAB:
DAB står for ”Digital Audio Brocast” – eller på dansk, digital radio.
Over 1 mill. danskere kan i dag lytte til DAB radio. Politiker og mediefolk vil gerne have vi alle får digital radio, fordi der er plads til mange flere kanaler.
DR sender i dag en lang række kanaler på faste kanaler digitalt.
Du kan læse meget mere om DAB radio i vort seneste blad og på hjemmesiden www.dabradio.dk.
Kredsen:
Organisatorisk:
Som fortalt på sidste repræsentantskabsmøde er kreds 16 blevet sammenlagt med kreds 17.
Det betyder et større område vi skal dække, 2 nye klubber og 2 formænd mere i vores bestyrelse, så vi nu er 9 og har længere mellem klubberne.
Vi besluttede derfor at flytte vore bestyrelsesmøder til Kulturhuset i Hinnerup.
På det konstituerende møde blev Lasse Roesen, Djursland valgt til næstformand og indtræder hermed i forbundets hovedbestyrelse, Karina Hansen, Kjellerup blev valgt til sekretær.
Det er vigtigt, at alle klubber er repræsenteret i bestyrelsen, så vi er sikker på, at alle informationer når ud til vore klubber og alle har mulighed for at deltage i debatten.
DR’s dialogforum, P4 Østjylland:
DR har 11 dialogfora, der hver især er tilknyttet et af DR’s 11 distrikter.
I et dialogforum er det vigtigste naturligvis dialogen. Medlemmerne er der for at diskutere deres oplevelser, tanker og meninger om DR / P4 med hinanden og den regionale P4 station.
4 pladser i hvert dialogforum går til medlemmer, der bliver udpeget af SLS (Samarbejdsforum for danske Lytter- og seerorganisationer), mens de øvrige bliver valgt på baggrund af en personlig ansøgning.
Man kan være medlem i 3 gange 2 år, men skal søge om valg, efter en periodes udløb.
Næste valg bliver i efteråret 2012 og jeg håber at flere af vore aktive tillidsfolk og medlemmer vil søge.
I perioden 2011 – 12 er Niels Erik Lund Århus valgt gennem SLS og Agnes Hansen Århus er valgt på en personlig ansøgning.
Desværre ønskede Jonny Larsen Horsens ikke at deltage mere. Tak for et godt stykke arbejde også der.
Jonny Larsen vil, sammen med de øvrige repræsentanter fortælle nærmere om arbejdet på kredsrepræsentantskabsmødet.
TV2 Østjylland:
Den 19. 04. 2010 havde TV2 Østjylland sit første repræsentantskabsmøde for perioden 2010 – 2014.
Forud havde vi på kredsbestyrelsesmøder drøftet indstillinger til repræsentantskabet, men man stod ikke ligefrem i kø for at deltage. Indstillet og valgt blev: Jørgen Laursen Århus, Lasse Roesen Grenå, Peter Ulsøe Randers, Kai Lykke Jensen Århus og Aage Hansen Århus.
Jørgen Laursen lagde ikke skjul på, at han gerne ville udtræde, hvis der kunne findes en anden kandidat. Det har vi nu. Den tidligere formand for DR’s dialogforum,P4 Østjylland, Gert Hansen, som skulle stoppe pr. 31. januar 2010, meldte sig ind i Århus-klubben og fortalte, at hvis vi kunne bruge ham i organisationen, var han nu klar.
Kredsbestyrelsen har på sit sidste møde indstillet Gert Hansen, til denne post.
Vi byder Gert Hansen velkommen til arbejdet, samtidig vil vi gerne sige mange tak til Jørgen Laursen for mange års arbejde i repræsentantskabet.
Den 23. 11. 2010 havde vi det seneste repræsentantskabsmøde og Aage Hansen blev genvalgt til bestyrelsen for 4 år.
Jørgen Laursen vil fortælle om arbejdet i TV2 under repræsentantskabsmødet.
Fremtid / agitation:
Som tidligere omtalt, vil vi på kredsplan gøre 2011 til agitationsår.
Det kræver jeres hjælp. Vi får lavet et ”Rollscreen, Roll-up” som kan bruges af alle klubber, er let at sætte op og transporterer. En ny brochure fra forbundet om hvad vi vil og kan, samt plads til lidt om os selv, en ny brochure om vore forsikringer og blokke med vores flyers om forsikring af fladskærme (den vi kender).
Her ud over kan vi få det sidste nr. af bladet ”Radio & TV Nyt” og tilmeldingsblanketter fra forbundet. Hvis vi laver gade arrangementer kan vi også få plastikposer til materialet.
Vi håber, at hver klub i en periode vil få materialet ud på biblioteker, evt. Arbejdernes Landsbank eller den bank klubben bruger, i fagforeninger og til møder.
Men husk, den bedste måde er at tale med folk og fortælle hvad der sker.
Af vores forsikringsselskab har vi fået op til 5.000 kr. stillet til rådighed for hver klub i kredsen. Betingelsen er, at der skal laves et arrangement, der er åbent for alle der har lyst til at deltage og at det skal annonceres.
Fra kredsens side vil vi forsøge at samle alle arrangementer i en brochure, som kan sendes ud til medlemmer og deles ud hvor vi møder interesserede.
God arbejdslyst. Lad os vise, at vi kan skaffe medlemsfremgang og dermed overlevelse som den største lytter- og seerorganisation i Danmark.
Klubberne i kreds 16 og 17.
På hvert bestyrelsesmøde hører vi lidt om, hvad der sker i klubberne, og vi kan også læse i bladet om ture den enkelte klub har været på. Men vi må desværre konstaterer, det har været meget lidt, man kunne måske samarbejde lidt mere og tilbyde naboklubben at deltage i det man har planlagt. Vi ved godt, at flere af klubberne er små og pengene næsten ikke slår til, men vi må ikke opgive.
Storaarhus: Har som en af de få klubber i landet haft en mindre medlemsfremgang i 2010, men det skal gøres bedre i 2011.
Som oplyst ved sidste repræsentantskabsmøde er klubben i Odder nedlagt og medlemmerne overført til klubben i Århus. Det gik gnidningsløst, kun 1 medlem har meldt sig ud. Situationen for 2011 er ukendt. Samtidig gjorde Århus-klubben Ejvin Jakobsen, den tidligere formand i Odder, til æresmedlem for hans lange og store indsats.
Det er igen hemmelighed, at en stor del af de biografbilletterne kredsen tilbyder, går til medlemmer i Århus. Om det er rigtigt kan man altid diskutere, men man skal vel ikke straffe en klub for at være aktiv?
Århus-klubben har haft yderligere 2 arrangementer for medlemmerne i 2010.
Afslutning:
Hermed vil jeg gerne overlade bestyrelsens skriftlige og mundtlige beretning til repræsentantskabsmødet til videre drøftelse og forhåbentlig godkendelse.
Aage Hansen
Kredsformand.
![ARF logo Nov[1]](http://arfmidtjylland.files.wordpress.com/2010/01/arf-logo-nov11.jpg?w=175)